Bandhistorien


FREDE FUP blev dannet i 1979-80 i København af disse 5 musikere:

* Frede Norbrink (sang)
* Jan Ettrup (guitar & kor),
* Thomas Grue (guitar),
* Wili Jønsson (bas & kor)
* Bjørn Uglebjerg (trommer).
* (ved de to første øvninger efteråret 79 var Steen Svare og Billy Cross med)

Frede Norbrink var ‘en af rødderne fra Amagerbro’, og spillede fra 1961 til FREDE FUP’s dannelse med i diverse lokale grupper, centreret omkring København og Christiania.
Jan Ettrup havde tidligere spillet med i Albuen, Snold, Swing Jørgens Rytmecirkus og Jomfru Ane Band.
Thomas Grue kom sammen med Wili Jønsson fra Lone Kellerman og Rockbandet. Grue spillede tillige sammen med C.V. Jørgensen.
Wili Jønsson var som bekendt også en af profilerne i hedengangne Gasolin´.
Bjørn Uglebjerg havde også en fortid i såvel Rockbandet som Gasolin’ lige som han også havde været med i Swing Jørgens Rytmecirkus.

Bandet byggede deres musikalske fundament på Rock’n’Roll, for størstedelens vedkommende på dansk med tekst og musik hovedsageligt skrevet af Frede Norbrink selv.

I den folkelige bevidsthed var Frede Norbrink et langt stykke hen ad vejen synonym med FREDE FUP – selvom navnet altså dækkede over hele gruppen.

Frede Norbrink blev med sin ligefremme københavner-attitude en humoristisk, traditionel og frem for alt karismatisk folkelig rocksanger, der af mange samtidige blev sammenlignet med Kim Larsen fra Gasolin’ – en sammenligning Frede selv tog afstand fra… og som der også bør tages afstand fra, da en sammenligning ikke vil yde retfærdighed; begge var og er stadig på hver deres måde enere i dansk rockhistorie.

FREDE FUP’s første optræden skete 15. august 1979 på ‘Månefiskeren’ på Christiania under navnet ‘Funkie Freaks’.

I 1981 udgav bandet den første LP ‘I AFTEN : FREDE FUP‘ – i folkemunde bare kaldet ‘Hot Klitt’ efter navnet på det hotel (Hotel Klitten) i Søndervig, hvor Lp’en blev indspillet live. Coveret viser hotellets neonreklame, hvor ‘el’ i Hotel og ‘en’ i Klitten ikke virker, fordi to unge mænd i en brandert var kravlet op på taget og havde ødelagt skiltet, deraf navnet ‘Hot Klitt’.

Før debut lp’en havde FREDE FUP udgivet et par singler – ‘Skudt Helt Ved Siden Af’ og en noget speciel udgave af ‘En Yndig Og Frydefuld Sommertid’ (A-siden bruges i ungdomsredaktionen hos Poul og Nulle) samt’Vor Intime Restaurant’, som også laves som video (instrueret af Erik Clausen) på B-siden høres Gary Brookernummeret ‘En Souvenir Fra Malmø’

1982 udkom FREDE FUP’s anden LP: ‘JEG ELSKER DIG SØSTER‘. I forhold til den forrige havde Thomas Grue forladt bandet og i stedet var Klaus Agerschou (keyboards) og Steen Svare (guitar) kommet med. Specielt Klaus Agerschou´s keyboards gav musikken en lidt anden dimension end på debut’en, men stadig med den gode, svingende rock’n’roll melodi i centrum.

Det forhold ændrede sig lidt på den 3. LP: ‘SPRAYTIME‘ fra 1983. Her er der klart mindre guitar og mere ‘elektronik’. Igen er der sket en lille udskiftning i besætningen. Steen Svare er væk igen, og bortset fra på nummeret ‘Dumme Gigolo’ bliver trommerne betjent af Jens Breum. Bjørn Uglebjerg spiller trommer på dette nummer – der er indspillet august 1982, kort tid før Bjørn Uglebjerg forlod bandet.

I 1984 kom singlerne ‘Jailhouse Rock’, ‘Buena Sera’ og ‘Åh Mama Mia’. Sidste pladeudgivelser under navnet FREDE FUP… indtil videre.

FREDE FUP blev i løbet af årene et ganske eftertragtet og hot livenavn på landets spillesteder, hvor de høstede stor anerkendelse for deres ligefremme og livsbekræftende rock’n’roll – desværre for gruppen udmøntede dette sig aldrig i et tilsvarende pladesalg…

Op gennem 80’erne var bandet ‘husorkester’ på 5-øren og fast bestanddel på de første af Tuborgs ‘Grønne koncerter’, hvor Frede Norbrink var første konferencier.

Frede Norbrink optrådte i løbet af 1984 som medvært i programmet ‘Ssschyy – det er lørdag’, hvor han bakket op, dels af bandet, dels af Den Unge Glæsels Kapel (hvor trommeslageren Hans Fagt spillede i) fortolkede gamle danske viser og revysange.

Omkring 1985-86 blev FREDE FUP lige så stille opløst. Frede Norbrink følte sig slidt op at turnelivet og mon ikke det manglende pladesalg også var en medvirkende årsag…

Efter at have været konferencier ved ‘Rock for Afrika’ i 1985, begyndte Frede Norbrink arbejdet med en solo-lp, ‘Frede – Ny’, der udkom i 1986. Lp’en fik en mildest talt kølig modtagelse. Anmelderne rakkede den ned, og ingen ville købe den. (Der blev næsten udelukkende brugt computere, og det var det danske musikpublikum ikke modent til endnu)

Frede Norbrink ses i diverse sammenhænge frem til 1987, hvor han gendanner det oprindelige FREDE FUP, dog med Flemming Ostermann i stedet for Thomas Grue. Bandet turnerer med sædvanlig overvældende live-succes frem til 1989.

Ligge stille kan han dog ikke og samme år danner han duoen ‘TO’ sammen med Jesper Agerschou (guitar, fløjte og saxofon), som fik en mindre succes med en LP, ‘LAD OS FLYVE TIL EN STJERNE‘, hvor de fortolkede gamle danske 50’er schlagere.
Jesper Agerschou og Frede Norbrink spiller stadig on/off i duoen ‘TO’.


I 1992 – 93 Spilles et par tournéer med følgende besætning :
* Frede Norbrink (sang)
* Jan Ettrup (guitar & kor)
* Stuard Goodstein (Keyboard)
* Wili Jønsson (bas & kor)
* Jens Breum (trommer) 

Officielt blev FREDE FUP først opløst i 1993, hvor bandet spillede sin sidste koncert. Men fra 1989 havde de udspillet deres rolle på den danske musikscene. I tiden herefter optrådte de ved 5-ørens koncerter og på små spillesteder i og omkring København.

Den nye udgave af Gruppen FREDE FUP startede ved et stiftende bandmøde hos Frede torsdag d. 25. september 1997. 

Besætningen er:
* Frede Norbrink (sang)
* Peter Domtorp (guitar)
* Trond Clements (saxofon, keyboard)
* Flemming Muus (bas)
* Hans Fagt (trommer)

Så går der ret lang tid, og først d. 28. juni 2000, hvor Jens Rud forærer Frede en uge i Happy Alley studiet i fødselsdagsgave, kommer der skred i tingene.

Næste skridt er at A & R manden Thomas Dyring fra pladeselskabet Scandinavian Records den 13. november 2000 kl. 11.54 sender en mail til Frede og spørger om ikke snart FREDE FUP genopstår!!!

Frede fører derefter nogle helt-til-grin-forhandlinger med en række pladeselskaber, som et eller andet sted er totalt ligeglade med dansk musik i al almindelighed – og Frede i særdeleshed.

Mandag d. 4. december 2000 starter Frede så i Happy Alley med de første indspilninger. Producer er Jens Rud (bl.a. kendt fra Dodo & the Dodos). Der indspilles og produceres 16 numre. Indspilningerne slutter d. 2. juli 2001.
De 12 af dem udsendes på den nye FREDE FUP CD “TAK FOR I GÅR OG UNDSKYLD“.


I mellemtiden er der forhandlet en kontrakt på plads med Scandinavian Records.

Til en velbesøgt reception på Ingolfs Kaffebar på Amager den 27. august 2001, præsenterede FREDE FUP deres nye CD. De nye numre blev præsenteret og mange mennesker fra nær og fjern var mødt frem for at ønske tillykke.

FREDE FUP’s pladeselskab Scandinavian Records gik i betalingsstandsning d. 11. september 2001 (bemærk datoen), hvilket bl.a. betød, at kun en mindre del af de trykte CD’er “TAK FOR I GÅR OG UNDSKYLD” kom ud på butikkernes hylder. Resten ligger hos pladeselskabet, og der kom en retslig strid ud af sagen, da Frede Norbrink ikke ville acceptere pladeselskabets forsøg på at få kontrakten ophævet. Ifølge Frede var Scandinavian Records også løbet fra andre forpligtelser, f.eks. en aldrig vist reklamekampagne på TV2 samt betaling for promotiontur.

FREDE FUP har i Happy Alley studiet mandag d. 1. april 2002 påbegyndt genindspilningen af Kaj Og Stjernerne og Tidens Striber i nye arrangementer med henblik på at genudgive CD´en: “TAK FOR I GÅR OG UNDSKYLD” med de netop nævnte gamle numre som en EXTRA bonus! CD´en genudgives med det nye navn “IGEN / IGEN“.

Frede Norbrink har fået rettighederne købt ud af det krakkede pladeselskab og kan nu udgive CD´en på eget pladeselskab, kaldet F.U.P. Records.

November 2004 erstattes Hans Fagt med Mitch Fischermann på trommer

Marts 2007 udtræder Trond Clementsen af gruppen, da han vil hellige sig sit instrument saxofonen frem for keyboard-rollen i orkestret. I stedet genindtræder den oprindelige keyboardspiller Klaus Agerschou.

I Maj 2007 Frede får æren af at blive en del af Amager kulturkanon 

1. April 2008 udsendes albummet “BEHØVER VI AT DANSE FØRST

November 2010 starter indspilningerne i SuperSonic studierne til det næste album

2010-11 sendes TV serien “TUNG METAL” med bl.a. Geo, Uffe Holm, Robert Hansen, Jan Gintberg, Frede Norbrink, Mike Tramp .

I 2011 skilles Fredes og Peter Domtorps veje, og ind i gruppen træder Niels Poulsen som ny guitarist. Han kender en hel del af repertoiret i forvejen da han er producer på de to nyeste FF albums, og har mindre roller på samme.

Ved koncerten i Amager Bio tilføjes endnu en guitarist, Finn Verwohlt. Han deltager som et længe ønsket medlem i gruppen af Frede. Desværre gik ønsket om et samarbejde i forskellige retninger, og løb ud i sandet.

Efter at Frede har været ude at præsentere det nye album for de “store pladeselskaber”, (som bruger mere tid på at snakke om krisen i branchen end at lytte)  opgives planerne om udgivelse den vej , og de udsender selv det kommende album.

22 november 2012 udsendes endelig det 6. Frede Fup album. Det får titlen
DET ER SKØNT AT VÆRE SMUK


Udsendes singlen “Din bil er ikke en kampvogn” (som ikke er til salg).

Efteråret 2013 udtræder guitaristen Niels Poulsen

02. december 2013 træder Lars Krarup ind i bandet som ny guitarist. Han har en fortid hos bl.a. Rugsted Kreutzfeld, Henrik Strube, Tamra Rosanes,Backseat, Peter Busborg og Poul Krebs.


Besætningen pr. december 2013 er:
Frede Norbrink (sang)
* Lars Krarup (guitar)
Klaus Agerschou (keyboard)
Flemming Muus (bas)
* Mitch Fischermann (trommer)

I august 2014 genfinder Sony Records de originale mastertapes fra starten af 80´erne, som så digitaliseres og mastereres.
01. december 2014 udgives langt om længe de 3 første LP´er fra 1981-82-83 som CD

Koncerten i Amager Bio 27. december 2014 optages og mixes derefter i Sittingroom studio, og udsendes i foråret 2015, som bandets nye album med titlen: “I morgen: Frede Fup”
med klar reference til det første live album med titlen: “I aften: Frede Fup”

Bandet er stadig i fuld vigør, og Frede komponerer stadig numre, der er planlagt nye udgivelser,og koncertstederne besøges så tit vi kan.

Kilde: Frede Norbrink samt Politikens Dansk Rock 1997